Medfølelses-fokuserede terapiformer er blandt de nyere udviklinger indenfor kognitiv terapi, og metoderne viser virkelig godt resultater. Et af de centrale omdrejningspunkter er, at vi bliver stærkere og får det bedre, når vi bliver vores “egen bedste ven”. Forskning viser utvetydigt at sindets stærkeste copingmekanisme er selv-medfølelse – Self-Compassion. Samtidig er det et faktum at de fleste mennesker behandler andre – både i tanker og handlinger – væsentligt venligere og med større forståelse, end de behandler sig selv. Netop venlig forståelse og omsorg overfor én selv er ofte meget lidt til stede, når man slås med problemer som lavt selvværd, angst, depression eller et misbrug.
I medfølelses-fokuserede tilgange er fokus således på:
- At få en reel forståelse for årsagerne til at ens følelser er så svære at håndtere, som mange oplever at de er. At forstå at der er et medfødt set-up i vores sind der gør at vi af overlevelsesmæssige grunde, har en medfødt tendens til at fokusere på det der ikke fungerer, og det der kan blive et problem. Derved bliver vi nemt selvkritiske og skaber urealistiske forventninger til os selv, hvilket koster i selvværd og øger risikoen for at udvikle angst, stress og depressioner.
- Gennem refleksion og konkrete teknikker at opøve selv-medfølelse, forståelse og egenomsorg. Mange mennesker forveksler selv-medfølelse med selv-medlidenhed, men det er ikke det samme. Selv-medfølelse er at se dig selv og din situation i det rette lys. At du er et produkt af en masse faktorer du ikke selv har haft indflydelse på, såsom gener, opvækst med nabolag og familie, og at du, hvor meget du end gerne ville, ikke kan styre særlig meget af det der sker i dit liv. Det er det vi oftest erkender og ser hos andre som vilkår, og derfor møder vi andre med større forståelse og varme, når deres liv ikke er simpelt. At lære at møde sig selv med samme rummelighed, giver beviseligt større livsglæde og mindre angst, depression og stress.
Terapiformer med udgangspunkt i Compassion er i kraftig udvikling, med den engelske professer Paul Gilbert og hans kolleger, som pionerer. Der tages udgangspunkt i kognitiv adfærdsterapi, tilknytningsteori, mindfulnesstræning, moderne neuropsykologi og neurovidenskab. Professor fra USA, Kristin Neff og Phd. Christopher Germer har sideløbende udviklet kurset Mindful Self-Compassion, som blandt andre udbydes af mig og min kollega gennem Roskildepsykologerne.dk.