Kriser

Vi kan alle havne i en krise, og af mange forskellige grunde. Krisers udtryk og forløb er individuelle, da de afhænger af mange faktorer, fx alvorlighedsgrad, akuthedsgrad, alder og livserfaring. Også om hvilke tanker som den kriseramte gør sig om nutiden, fremtiden og øvrige konsekvenser.

Det almenmenneskelige i kriser

Samtidig er der også generelle træk, som de fleste vil opleve. Ofte starter en krise med en chokfase, hvor evnen til at orientere sig ofte opleves som sat mere eller mindre ud af kraft. Derefter går en reaktionsfase i gang, man græder, “føler sig lammet indvendig” eller måske bliver meget vred. Samtidig hermed, eller lidt senere, vil man gå i gang med at bearbejde ens indtryk; ”hvad er der sket”, ”hvad vil det medføre; både på kort og langt sigt” etc. Og endelig vil man på et eller andet tidspunkt i processen begynde at orientere sig mod de forandringer krisen har medført.

Når man uvarslet rammes af en krise, vil man ofte have brug for konkret rådgivning og guidning, og det kan være vigtigt for at finde fodfæstet, at tale med andre. Familie og venner kan i de situationer være uvurderlige. Samtidig kan der også være behov for at tale med en der kan hjælpe med at sætte ord på det der rører sig i en, og med at se perspektiverne i situationen.

Udviklingspotentiale i kriser?

Lige så svære og modbydelige kriser kan opleves, lige så meget er det et faktum at de ofte rummer en mulighed for at vi kan udvikle os – når vi vel og mærke er kommet igennem. Udvikling skal forstås som at blive mere klar på hvem vi virkelig er, på det her tidspunkt i vores liv og måske leve på en reelt mere meningsfuld måde.

Ikke sjældent oplever folk at krisen giver dem en grund til at få givet slip på nogle gamle leveregler, der ikke længere gavner, men tværtimod tynger, og til at indrette sig i sit liv på en måde der er i højere overensstemmelse med hvem man er nu. Det er der hvor udtrykket “en gave i en hæslig forklædning” giver mening.

Samtidig skal det understreges, at der også er kriser, som man ikke på nogen måde føler har indeholdt en positiv mulighed for at blive klogere på sig selv og sit liv. Kriser, som man bare skal glæde sig over at være kommet igennem!