Lavt selvværd er et begreb der kan dække over mange oplevelser. Man kan opleve at det er indenfor nogle få og afgrænsede områder hvor selvværdet er lavt, eller man kan opleve det som en mere gennemgående grundtilstand.
Fælles er en grundlæggende vurdering af at man ikke er “god nok”, ikke slår til, ikke “har hvad det tager”.
Ofte er denne grundfølelse upåvirkelig af forsikringer om det modsatte. Komplimenter varmer måske midlertidigt, men de gør ikke noget varigt indtryk. Det sker på grund af en række psykologiske mekanismer, som for eksempel at man husker alt hvad der støtter tanken om ikke at være god nok, samtidig med at man ubevidst overhører og overser andre tegn. Disse mekanismer kan være særdeles svære at bryde alene, hvorfor det kan være nødvendigt at arbejde med det i terapi.
I min praksis vil vi sammen undersøge hvilke forestillinger det er du har om dig selv, og undersøge hvorvidt disse mekanismer kommer til at give dig et urimeligt syn på dig selv. Samtidig vil vi arbejde med teknikker og redskaber til at få en mere venlig og accepterende tilgang til dig selv, og derved øge selvværdet.