Kognitiv-adfærdsterapi har vundet stor anerkendelse gennem de sidste mange år indenfor en bred vifte af områder. Meget forskning viser, at denne terapiform er blandt de mest effektive til behandling af angst, depressioner, lavt selvværd, misbrug, kroniske smerter og stress og traumer.
Når vi arbejder kognitivt, tager vi udgangspunkt i din aktuelle situation og de problemer du oplever i din hverdag, og sammen klarlægger og identificerer vi de problemer, der skal arbejdes med. Der lægges afgørende vægt på, at du og jeg er et “samarbejdsteam”, hvor det vi arbejder med, til enhver tid skal opleves meningsfyldt og brugbart.
I Kognitiv terapi tager vi udgangspunkt vores tanker bredt forstået som både tanker, forestillinger, meninger, erindringer og mentale billeder. En hjørnesten i kognitiv terapi er, at de tanker og forestiller vi gør os, har meget stor betydning for vores følelser, for vores handlinger, for hvad vi mærker i vores krop og således for, hvordan vi har det i det hele taget, og hvordan vi lever vores liv.
Det kan for eksempel være, at du ofte oplever at havne i de samme frustrerende situationer uden at vide hvorfor, eller hvordan du kan undgå det, eller hvis du for eksempel lider af angst kan det være, at du har en oplevelse af, ikke at kunne knække koden, med hensyn til hvad der starter, og fortsætter den onde cirkel. Det kan også være, at du oplever at negative følelser som for eksempel depression, tristhed eller overdreven vrede overtager styringen, uden at du kan stoppe processen.
Når vi har fundet den rigtige målsætning for terapien, vil vi sammen undersøge de tanke- og handlemønstre der skaber og vedligeholder problemet og finde og afprøve alternativer.
Fordi det er en konkret og systematisk terapiform, evaluerer vi løbende processen, og vurderer, om der er behov for at dykke dybere ned i tidligere oplevelser og traumer.